Kære Joan
Jeg løber efter en mand der ikke vil have mig. Sådan er det tit. Hvordan kommer jeg ud af den rolle, for jeg er da ved at blive sindssyg af det? Jeg har set lidt til en anden mand som gerne vil mig, men jeg kan ikke tage imod det.. Det er ellers sådan en mand som ham, jeg altid har ledt efter..
På forhånd tak. Mvh Susan
Kære Susan
Du skriver, at du løber efter de mænd der ikke vil have dig, og de mænd der vil have dig, vil du ikke have. Det mønster er der mange der kender. Det kommer fra barndommen, hvor barnet lærte at hvis man skal have fars opmærksomhed, så skal man “løbe” efter ham. Måske var far fraværende på en eller anden måde, og i barnets verden bliver kærlighed lig med at løbe efter. Det er det barnet kender som kærlighed. Det er det samme med alkoholikerens datter. Det sidste hun ønsker er en mand der er alkoholiker, og alligevel ender hun med en, fordi det er det eneste hun kender som kærlighed. Det du kan gøre er at stoppe op når du mærker, at du har mere interesse end ham. Så stopper du med at skrive sms´ere og andre ting, samtidigt med at du tager en snak med dig selv eller en veninde om, at du igen har mødt den forkerte. Hver gang du løber efter nogen, er det den forkerte. En dag vil du være så træt af det, at du begynder at holde af de mænd der faktisk kan lide dig. Måske føler du dig ikke så forelsket eller liderlig, men til gengæld er der kærlighed og varme. Forelskelse og liderlighed er ikke indikatoren på at du har mødt den rette. Tværtimod. Jo langsommere det hele går og jo mere det ligner kærlighed, jo længere og dybere bliver forholdet.
Mange varme klem fra Joan







En sød pige
Hej Joan.
Jeg er en kvinde på 42 somre:-) for 6 år siden mistede jeg min mand til kræften:-( Vi havde et godt og dejligt ægteskab gennem 16 år. Et halvt år efter “løb” jeg ind i en mand og vi var i et forhold i omkring 2 år. Dette gik ikke, da manden var psykisk ustabil og sex en by i Rusland. Jeg har herefter mødt en rigtig sød mand og vi var sammen 4 gange, med god mad, åbne samtaler og hed sex. Han gjorde det herefter klart, at han ikke ville udnytte en sød og dejlig pige som mig, da han kun kunne “tilbyde” sex og ikke var klar til noget fast forhold. Ca. 3 måneder efter skriver han så, at han har fundet en sød pige, som han føler han er nødt til at lære nærmere at kende og som han er blevet rigtig glad for. Ja jeg synes han var et dumt svin også selv om han havde meldt ud, for var da pænere om han havde sagt: Det er ikke dig jeg vil have!! I mellemtiden er det forhold så gået i stykker (maj 2011) og i juni skriver han så til mig efter ca.2 år uden kontakt. Kontakten går så lidt ping pong frem og tilbage og her først i februar 2012 aftaler vi så at mødes igen. Jeg har besluttet hjemmefra, ingen sex og hvad sker der. Ja kan du så regne ud!! Han er så fandens svær at modstå, men jeg er sur på mig selv, for så nem vil jeg bare ikke være. Synes selv normalt jeg er meget fornuftig, men på den anden side, hvorfor skal man altid være det. Føler nu jeg har 2 valg: Droppe kontakten i vished om, at det aldrig bliver til andet end hemmelig sex.
Eller fortsætte og nyde det indtil han finder den “rigtige” igen. Ved godt hvad jeg vil vælge, men hvad nu hvis??
Nej fanme nej, hvis jeg ikke er god nok, skal han sgu heller ikke ha mig!! Jeg vil være det bedste og ikke det næstbedste….. Kan man lære at holde følelserne udenfor og så bare dyrke uforpligtende sex i ny og næ?? Det er jeg ikke for god til, da jeg har følelserne med, i det jeg foretager mig. Vil egentlig bare høre din mening??
Anne-Sophie
Hej Joan.
Jeg har et spørgsmål og håber du kan hjælpe mig. Jeg er helt vildt forelsket i en buschauffør som jeg har kørt med et par gange, Har lagt mærke til han har smilet til mig mange gange, og det er ikke bare sådan venligt kan man se, men mere genert.
Jeg tør ikke snakke med ham, men vil gerne. Aner bare ikke hvad jeg skal snakke med ham om og hvordan jeg skal få en samtale i gang med ham! Håber du kan hjælpe mig. Det haster!
Skal lige siges det med at jeg er forelsket i ham, har stået på i 1 år nu ca.
Mange venlige hilsner
Anne-Sophie.