Kære Joan

Jeg er 39 år. Havde kæreste i 3 mdr., på 42 år. Blev gravid. Kæreste skred, og jeg hørte ikke fra ham, før jeg var 6 mdr. henne. Så ringede han, ville  “på sigt” gerne “finde ud af noget”; han er stadig forelsket. Han besøgte mig, vi talte, det er en proces for ham med angst, ansvar etc. Må endelig ikke presse ham. Og siden har vi drukket kaffe ca. en gang om ugen, og talt om løst og fast. Og jeg har 2 uger til fødsel. Forstår ikke, vi ikke har brugt tiden til at være mere sammen,- at vi ikke ses mere. Udover det siger han, at det er en proces, og jeg ikke må presse ham. Tager han pis på mig og spilder jeg min tid?? Enten føles det da rigtigt, eller forkert? Hvor svært kan det være at vide hvad man vil? Jeg har mest lyst til at bede ham ryge og rejse, da jeg føler trang til at passe på mig selv.

Hilsen den gravide

Kære gravide

Din 42-årige ven er sikkert en inkaneret ungkarl, der ikke har haft spor travlt med at binde sig og få børn. Og da du opdagede, at du var gravid, og fortalte ham at du ville beholde barnet, vidste du sikkert godt, at det ville skæmme ham fra vid og sans. Han har givetvis aldrig set sig selv som en far-type, og hans største frygt har øjensynlig været, at der en eller anden dag skulle komme en kvinde og sige at hun var gravid med hans barn. Og så skete det! Fra nu af vil han gå med dårlig samvittighed over, at han har et barn, som han ikke ser.  Han kan muligvis slå det hen og fortsætte som før, eller han kan se frygten i øjnene og melde sig på banen som weekendfar. Jeg synes selvfølgelig han skal udvikle sig, og blive en engageret og kærlig far, men spørgsmålet er, om du gider gå alt muligt igennem med ham førend han bliver denne gode far. Du er jo en erfaren 39-årig kvinde, som er moden og dygtig nok til at få et barn alene. Det er jo sådan set dit valg fra starten. Mon ikke du skal holde dig til den beslutning og bruge energien på dig selv og dit barn?

Kærlig hilsen Joan