Du er fri for at forholde dig til, partneren er død kedelig, du kan nyde den lækre vicevært i ejendommen, og du vil få alene-aftener ind i mellem. Når du er skilt, så bliver alt susende nemt. Hurra. Lad os blive skilt og få en bunke egen-tid, hvor vi kan indrette os som det behager og sove, som vi lyster. Du skal heller ikke sige ”nej” igen, når han spørger ”skal vi bolle, skat”. Det er da nemt. Lad os skilles.

Det er ikke skide nemt. Heller ikke selv om alle vennerne gør det, fordi de enten har børn på 3 år og 5 år eller har kendt hinanden i 5 eller 18 år. I tankerne er det nemt, at visualisere drømmen af boligen i ynglingsfarverne og med en lækker let salat til aftensmad (- eller en stor saftig bøf UDEN salat).

Det er bare ikke nemt i virkelighedens verden, hvis du gerne vil gøre det ”ordentligt”, så I begge får en chance for at være ligeværdige. Der er jo vaneligvis både en partner, du skal tænke på samt 2,4 barn. Men hvordan gør du det pænt og nemt? Hvornår skal du sige ”skilsmisse!” og hvordan? Er det okay. at boycotte forslaget om at tage til en parterapeut, nu når partneren foreslå det, som det mindste – og måske sidste! – I kan gøre sammen?

Terapi eller ej. Jeg synes ikke, det er fair, at melde ud ”at nu vil jeg skilles” uden at have givet en eller anden form for forvarsel forinden. Jeg synes, det er respektløst at træffe beslutningen helt alene. Det er alles ansvar at komme på banen inden ”no point of return”. Det er altså dit helt eget ansvar at sige til og fra til din partner, inden du har truffet den endelige beslutning om skilsmisse! Din partner har ret til og krav på at kunne handle, inden den endelige beslutning er truffet.

Bliver der en proces, så lad den blive god. Lad være med at tvivle på om det lykkes. Tør at satse dig selv til og i processen. Arbejdet i en ”måske skilsmisse-måske blive sammen” situation er død hård, hvis du tør gå ind i processen.

I processen er der mange vigtige ting at tage stilling til; Kan du elske ham igen, skal vi have en deadline for forholdet, er vi indstillet på at arbejde for at blive sammen, er det af praktiske årsager vi bliver sammen eller er det for børnenes skyld?

Vælger I at lave en deadline, så pas på med, at det ikke ser ud som om, det er din partner, der står på en vippe, og præcis på datoen skubber du ham ned, hvis han ikke har artet sig forinden. Det skal være en dato, hvor I taler om, hvorvidt forholdet er på vej frem. Mange par giver ikke processen lang tid, de forventer, at 4 x 1,5 time hos parterapeuten er nok. Det er det muligvis, hvis begge er indstillet på terapi, og hvis det kombineres med benhårdt arbejde hjemme. Det er ikke et felttog alene, selv om det ville være det allernemmeste.

Vi skal tager ansvar for vores fælles parforhold, når det går dårligt i en periode. Et ældre par sagde engang, at grunden til, de havde været gift i 100 år var, de bar over med hinanden. Og det kunne vi godt lære af, tænker jeg. At bærer over med hinanden og tilgive, det giver god energi i forholdet, og det er med til, at man ikke i mange tilfælde ikke når til “skilsmisse”.

Når vi har taget ansvar og talt sammen om parlivet, processen, pik og patter, og hvis vi stadig ikke har fundet hinanden, så er det på tide at blive skilt. I god ro og orden.

Af Line Bassøe, www.linebassoe.dk