Hej derude

har et lille problem som jeg håber I kan hjælpe med.

Af en eller anden grund, besidder jeg desværre ikke evnen, til at sige min ærlige mening, og holde fast i mine holdninger, i svære familiære situationer, hvor man havner i totterne på hinanden.

For at gøre en meeeeeget lang historie kort, så handler det om min stedsøster, der gennem mange år, har været medvirkende til at skabe splid i familien. Hun skaber intriger, og det er altid meget intenst at være sammen med hende, når bølgerne går højt. dramaet er ofte rettet mod hendes far og min mor og årelange konflikter mellem de tre. Det er meget svært at både være datter og søster i den situation, og jeg vil så gerne hjælpe alle parter til at slutte fred og acceptere hinanden, på godt og på ondt.

Problemet er bare, at når jeg prøver at snakke med min søster, så spiller hun offeret og vil ikke eje noget ansvar i disse konflikter. og når jeg snakker med min mor/stedfar, så er det samme historie - bare en anden fortæller. Og så burde jeg jo holde fast i min rolle som mig selv, men af en eller anden åndsvag grund, så bliver jeg så skide empatisk, at jeg som regl ender med at lege psykolog i stedet for at kalde en spade for en spade, og give klar besked.

Det mest pardoksale er, at jeg overfor andre, fks. min mand, en kollega eller ven, sagtens kan sige min mening og holde fast i den jeg er, men når det kommer til min familie, så lader jeg mig hæmme - og jeg ved ikke hvorfor!!!!

Der er ikke nogen tvivl om, at min søster er urimelig og stiller alt alt for høje krav til sin familie, og det budskab har jeg også prøvet at give hende. men fordi hun trækker "tudekortet" så vil jeg ikke sparke til en der ligger ned, og føler at jeg bliver nød til at pakke det så godt ind at det mister relevans.

Jeg orker virkelig ikke mere, men omvent kan jeg heller ikke bare lade stå til og se min familie blive splittet mere. Så Pleas!! - - hvis I ligger inde med et Guldkorn til at glemme empatien bare et kort øjeblik og give mig et godt råd til hvordan jeg holder fast i mig selv og ikke ender som holdningsløs mellemmand - så vil jeg være glad

Hej Naja

hvorfor kan du ikke bare stå fast ved din mening når det kommer til familie, tja måske er du fastholdt i et mønster som du altid har gjordt, præcist lige som din søster, mor og far er, når i er sammen.

jeg synes ikke du skal ligge dig i mellem eller prøve at løse problemet, men være neutral og slet ikke gå ind i noget af deres spil, lav kaffe eller tag hjem og brug dine kræfter på noget beder, hilsen Asker

 

 

Min mor har af og til forsøgt at få mig ind indimellem min mor og far i diskussioner (ikke noget voldsomt). Mit eneste råd er, lad vær med at blande dig. Sig hårdt og kontant: "Det må I selv finde ud af" eller "Det gider jeg ikke blande mig i". Hvis de begynder at diskuttere i dit nærvær, så rejs dig op og gå en tur, stik hovedet ind efter en halv time og sig: "Er I færdige?" Hvis de begynder at forsvare sig eller prøver at involvere dig igen, så sig koldt og kontant: "Jeg går lige en halv time til" eller "I kan jo ringe, når I er færdige".

Det er hårdt at føle sig som en lus imellem to negle, og der er bestemt ingen grund til bevidst at sætte sig selv i den situation - for det er det, du gør. Du tror du kan være mægler og være med til at løse situationen, men det kan du ikke. Det må de selv tumle med. Du skal hverken lytte til brok fra forældrene eller høre på din søster flæberi.

Øv dig i sætningen: "Det gider jeg slet ikke snakke om/høre på".

Jeg tror du dømmer din søster mens din kærlighed og loyalitet over for dine forældre stadig er ubetinget.

For du skriver nemlig at din søster stiller for høje krav til sin familie, alt imens der intet er galt med dine forældre, bortset fra, at de selvfølgelig ikke tager ansvar og opfører sig voksent og aldrig har gjort det, i forhold til at løse konflikter. De indgår med glæde i dem, der er nok lidt dramaqueen over dem, siden de ikke stopper det. Om der er det over din søster, eller om hun er offer for deres trang til drama og har været det hele sin barndom, er svært at gætte ud fra det du skriver.

Men altså, observer det og gør intet yderligere. Det vil blot ødelægge dig. Det er deres konflikt, de må selv løse den.  Du kan selvfølgelig foreslå at de gør det hos en terapeut, men hvis ikke de selv vil, så må deres barnagtige selskabslege jo fortsætte indtil der er en der siger stop. Og jo det kommer til at koste en splittelse i familien, når og hvis det sker, hvilket du må acceptere. Det er bedre at det bliver stoppet på den måde end at din søster ender med tudekortet hvergang, hvilket betyder at hun føler sig krænket på den ene eller anden led, mens dine forældre tilsyneladende vinder og muligvis får hævet deres eget selværd på denne måde. Det lyder som om der foregår et ekstremt følelsesmæssigt misbrug af din søster, som du beskriver det. Hun knækker muligvis hvis ikke det stopper. 

Så der er mange aspekter i det og du skal lade være med at mene noget om nogen af dem. 

Som sagt, det er ikke din konflikt, du kan være venner med dem alle, uanset om de taler sammen eller ej og for det skal du være taknemmelig. Begynder de så at stille krav om, hvorvidt du må tale med den ene eller anden, så må du stå fast og sige, at det skal de blande sig i eller bestemme og det tror jeg også godt du kan. 

Pøj pøj